Forældre til fire om loft på børnecheck: Så bliver vi nødt til at prioritere

Regeringen vil indføre loft i børnechecken for at finde penge til skattelettelser.

Et loft på børnechecken vil få konsekvenser for familien Sandfeld Villadsen med en børneflok på fire.

Familien Sandfeld Villadsen bor ved Vorgod tæt på Kibæk mellem Herning og Ringkøbing.

For tre år siden kom Alfred til verden, så børneflokken på gården blev til fire. Derfor måtte hans forældre Malene og Peder Sandfeld Villadsen i gang med at gøre plads til den lille nye.

Får vi ikke noget, så kan det godt være, vi er nødt til at skære ned, så det kun er halvdelen af klassen, der kan komme med.

Malene Sandfeld Villadsen, lærer og mor til fire

- Da vi skulle have nummer fire, var vi nødt til at bygge til huset, for der var ikke plads længere. Der havde vi da måneder, hvor vi tænkte, det er godt, vi får børnechecken næste måned, for ellers var der ting, der skulle skæres væk, siger Malene Sandfeld Villadsen, der ligesom sin mand er lærer.

Hvis det står til regeringen, skal familien Sandfeld Villadsens ældste barn, Julie på 12 år, ikke have glæde af børnechecken længere. For at finde penge til skattelettelser vil regeringen indføre et loft over børnechecken, der vil ramme forældre med mere end to børn.

Børnecheck

Så meget er børnechecken på i dag:

Børn 0-2 år: 4.491 kr. i kvartalet

Børn 3-6 år: 3.555 kr. i kvartalet

Børn 7-14 år: 2.796 kr. i kvartalet

Børn 15-17 år: 2.796 kr. i kvartalet

Regeringen vil fortsat uddele den fulde børnecheck til de to yngste børn, men barn nummer tre vil kun få 75 procent af børnechecken, mens barn nummer 4 og derudover ikke længere skal have noget i børnecheck.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forslaget vil ramme flest børnefamilier i Jylland. De fem kommuner med den største andel af familier med over to børn er Læsø, Lemvig, Tønder, Morsø og familien Sandfeld Villadsens kommune Ringkøbing-Skjern.

Færre med til fødselsdagsfesten

Hvis regeringens forslag bliver til en realitet, bliver familien Sandfeld Villadsen nødt til at skære noget af "det sjove" til. Som for eksempel 10-årige Astrids fødselsdagsfest, som de er i gang med at gøre klar til.

- Får vi ikke noget, så kan det godt være, vi er nødt til at skære ned i fremtiden, så det kun er halvdelen af klassen, der kan komme med, fortæller Malene Sandfeld Villadsen.

- Selvom vi har fire børn, så koster de jo alle sammen noget, siger hun.

Der skal flag og vejrmøller til, når der skal holdes klassefest. (© DR Nyheder)

Mens en nedskæring i børnechecken også vil betyde færre ferier og ture i Legoland for familien, skal de fire børn dog stadig have lov til at gå til sport og andre aktiviteter.

- Det skal ikke gå ud over børnenes fritidsinteresser, siger Malene Sandfeld Villadsen.

Må tænke anderledes

Ifølge Peder Sandfeld Villadsen er børnechecken med til at give luft i dagligdagen. Familien skal nok klare sig uden, men hvis den forsvinder, bliver de nødt til at tænke anderledes.

- Det er ikke noget, der har været afgørende, men det er en ændring, der vil påvirke os. Det må vi finde ud af, hvordan vi klarer. Vi bliver nødt til at prioritere, siger han.

Julie på 12 år, Astrid på 10 år, Carl på 6 år og Alfred på 3 år. (© DR Nyheder)

Forældrene har hele tiden været klar over, at det var et valg at få det fjerde barn. Det havde dog ikke ændret på deres beslutning, hvis børnechecken ikke var der.

- Vi har ikke valgt det for børnecheckens skyld, vi har valgt det, fordi det vil vi gerne. Og vi har enormt meget rigdom i at have fire børn, og vi ville aldrig gøre det om, siger Malene Sandfeld Villadsen.

Dårligere stillet

I alt vil omkring 95.000 familier miste penge med regeringens forslag, der ifølge Skatteministeriet vil indbringe 400 millioner kroner, der skal bruges på skattelettelser.

Malene Sandfeld Villadsen så dog hellere, at pengene gik til familier, der har mindre end dem selv.

- Der er nogle, der har færre børn end os, der er dårligere stillet, end vi er. Hvis pengene gik til nogle, der havde brug for det, kunne det være fair nok, men som udspillet ser ud nu, er det nogle andre, der får glæde af det.

børnecheck fordeling