Kræftplan skal styrke behandlingen for Sofie og andre kræftramte unge

En ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL sætter gang i 16 initiativer på kræftområdet.

Sofie Bjerregaard har knoglekræft i knæet. Hun fik først kemobehandling, og blev så opereret for en måned siden. Nu har Sofie en protese i knæet. (Foto: Jan Rørkjær © Dr Østjylland)

Indsatsen for forebyggelse og behandling af kræft skal styrkes. Derfor lancerer regeringen i dag 16 konkrete initiativer på sygehuse og i kommunerne i den såkaldte Kræftplan IV.

Et af dem går ud på at lave målrettede tilbud på sygehusene til unge med kræft.

Det har man i dag på Aarhus Universitetshospital, hvor de unge kræftpatienter har deres egen afdeling.

Her ligger 18-årige Sofie Bjerregaard fra Randers, der har knoglekræft i knæet, sammen med kraftramte jævnaldrende.

- Det er bare noget helt andet at snakke med nogen, der står i samme situation som en selv. Man kan hjælpes ad, når det hele er træls, og når veninderne tager i byen.

- Så kan man snakke med nogle andre, som også har prøvet, at man bare må blive hjemme, mens de tager i byen, fordi man er indlagt, siger hun.

Udover at møde andre på ens egen alder gør de ansatte på afdelingen noget særligt ud af at behandle de unge som unge mennesker - ikke bare patienter, forklarer Sofie Bjerregaard.

- At man har den her ungeafdeling, det gør bare, at man har det her fællesskab. Sygeplejerskerne ved udmærket godt, hvad man står overfor, og hvilke forskellige ting man lige pludselige giver afkald på, ved at få kræft som ung.

Kræftplanen skal blandt andet også sørge for, at der bliver købt nyt apparatur, og for at kræftkirurgien bliver bedre.

Det er en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL, der har sat gang i de 16 initiativer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.