Selvmordsangreb sætter blodig stopper for rolig periode i Pakistan

En stribe angreb i den forgangne uge er et tilbageslag for landet, siger ekspert.

Pakistan oplever igen angreb, og militæret tager kampen op mod de radikale grupper i landet, som nu også inkluderer terrororganisationen Islamisk Stat. (Foto: Shahzaib Akber © Scanpix)

Efter flere år med færre angreb har den seneste uge ændret situationen i Pakistan. De islamistiske grupper er begyndt at slå til igen, og staten må se i øjnene, at den trods et ihærdigt forsøg ikke kan beskytte sine borgere.

Sådan lyder vurderingen fra Pakistan-ekspert Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier.

Senest i går blev en sufi-helligdom angrebet af en selvmordsbomber, der dræbte 75 personer og sårede 150 i landsbyen Sehwan. En stor gruppe mennesker var samlet for at bede og for at synge og spille sange forbundet med den helgen, som er begravet på stedet.

Sufier
  • Sufier er en type muslimer, som ofte samles til meditation, musik og dans.
  • De kaldes også "islams mystikere".
  • Sufisme går langt tilbage i Pakistans historie og har mange tilhængere.

Jeg forventer, at det her rammer så dybt og så bredt, at det bliver et af de angreb, som vil blive husket

Stig Toft madsen, pakistan-ekspert

Ifølge Stig Toft Madsen slår angrebet i går alle tidligere angreb mod sufi-helligdomme. For selvmordsbomberens mål er et centralt helligt sted i Pakistan.

- Det er et af de vigtigste og mest chokerende angreb af den slags, fordi det er et af de steder, der er indbegrebet af sufismen. Jeg forventer, at det her rammer så dybt og så bredt, at det bliver et af de angreb, som vil blive husket. Det er som en kombination af angrebet på spillestedet Bataclan i Paris og drabet på den franske præst i Saint-Etienne du Rouvray, lyder det fra Stig Toft Madsen.

Men angrebet i går står ikke alene. Inden for den sidste uge har en række angreb ramt bredt i Pakistan, og ifølge BBC er næsten 100 personer blevet dræbt. Blandt ofrene er både civile, soldater, politibetjente og dommere.

Flere år med fremgang

Det gik ellers bedre i Pakistan. Efter en mangeårig voldsbølge, som kulminerede med angrebet på en skole i Peshawar i 2014, satte militæret jagten ind. Byttet: den islamistiske bevægelse Taliban.

- Efter angrebet på skolen blev den pakistanske hærs indsats mere helhjertet, siger Stig Toft Madsen, der har studeret Pakistan.

Med bred politisk opbakning satte militæret resurser ind for at få situationen i landet under kontrol, og ifølge Stig Toft Madsen gav indsatsen pote. Antallet af angreb i Pakistan er blevet mindre de sidste år.

- De dræbte et stort antal fra grupperne, og nogle blev sat i fængsel eller henrettet. Og så forsvandt et antal af dem ind på Afghanistan-siden, forklarer han.

Islamisk Stat er inde i billedet

At angrebene i Pakistan nu tager til efter flere år med fremgang, hænger ifølge Pakistan-eksperten blandt andet sammen med, at terrororganisationen Islamisk Stat er begyndt at blande sig.

- Talibanerne i Afghanistan og Pakistan har været der længe og har haft en relation til Al-Qaeda. Nu har nogle af dem skiftet Al-Qaeda ud med IS, siger Stig Toft Madsen.

Militæret giver ikke op uden kamp

På trods af den udvikling vurderer Stig Toft Madsen, at militæret ikke har tænkt sig at se på, mens flere blodige angreb bliver en del af Pakistans historie.

- Sufierne slår ikke igen med våben, så kommer der en reaktion, bliver det fra den pakistanske stat.

Den pakistanske general Qamar Javed Bajwa har ifølge BBC truet nabolandene Indien og Afghanistan.

- Hver bloddråbe fra nationen vil blive hævnet, og det vil ske øjeblikkeligt. Der er ingen tilbageholdenhed, sagde generalen efter angrebet i går.

Stig Toft Madsen siger, at Pakistan holder Afghanistan ansvarlig for, hvad der er sket i den sidste uge, fordi det er landets pligt at fjerne terrorister fra dets eget område.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube