NASA-sonde finder organisk materiale på kæmpeasteroide

Dawn-missionen har opdaget molekyler på Ceres i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, der er nødvendige for livets opståen.

Det organiske materiale er farvet rødt på nærbilledet af Ernutet-krateret.

I og omkring et krater kaldet Ernutet, på kæmpeasteroiden Ceres' nordlige halvkugle, har forskere fundet materiale, der er nødvendigt for at liv kan opstå.

Opdagelsen blev gjort af Dawn-sondens infrarøde spektrometer (VIR) og tilføjer endnu et sted i solsystemet, hvor de mest basale betingelser for liv er til stede.

Lignende spor er tidligere fundet i meteoritter og infrarøde observationer af andre asteroider. Men ikke på en stor asteroide i bæltet mellem Mars og Jupiter.

- Det her er den første klare sporing af organiske molekyler fra kredsløb omkring et hovedlegeme i bæltet, siger Maria Cristina De Sanctis fra National Institute of Astrophysics i Rom i en pressemeddelelse.

Opdagelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science. Den underbygger, at de organiske forbindelser hører til på Ceres og at de måske er opstået i våde og varme omgivelser engang - ligesom kulstof-forbindelser og ler, der tidligere er fundet på Ceres.

Tilsammen opfylder de betingelserne for udviklingen af liv engang i Ceres fjerne fortid. Tidligere har forskere fundet brintforbindelser, kulstoffer, vandis og ammoniak-fyldt ler.

De mange forskellige beviser kan gøre forskerne klogere på hvordan vand og organisk liv endte på Jorden - og til sidst udviklede sig til at blive til os mennesker.

Næste skridt for Dawn-sonden er at ændre sit kredsløb, så Ceres får Solen i nakken, set fra sondens synsvinkel. Det kan give stadig mere viden om solsystemets største asteroide.

Dawn, Mission to the Asteroid Belt (HD) – Narrated by Leonard Nimoy